Studenterfest

Juni måned byder på nyklækkede studenter, der traditionen tro fejrer de færdige eksaminer med studenterkørsel og studentergilde. Det betyder, at der ude i mange danske hjem forberedes studenterfest, så både familie og venner kan være med til at fejre det, når studenterhuen kommer på.

Selvom meget har ændret sig siden gymnasiets grundlæggelse, er der stadig mange traditioner forbundet med det at blive student. Både studenterhuen og studenterkørslen er nogle af de ting, som har tråde langt tilbage i Danmarkshistorien. Bliv klogere på nogle af traditionerne, historien og studenterhue reglerne, inden studenterfesten skydes i gang.

Studenterhuens historie
– sådan opstod traditionen

Studenterhuen gør det nemt at spotte de nye studenter i gadebilledet, og sådan har det været i mange år. Allerede efter krigen i 1864 begyndte studenterne at optræde med den samme karakteristiske hovedbeklædning. Man ved ikke nøjagtigt, hvordan traditionen opstod, men teorien er, at studenterhuen kom til Danmark som følge af de nordiske studentermøder i midten af 1800-tallet. Her bar de nordiske studerende de samme kasketter på møderne, og det kan meget vel have været startskuddet til de huer, som studenterne ses med i dag.

Betydningen af studenterhuens farver

Studenterhuen var dengang sort og i høj grad et symbol på, at man var blevet optaget i de kloges rækker. Først efter 1903 blev de rød-hvide farver på huen indført – sådan som vi kender huen i dag. Den sorte studenterhue blev dog stadig brugt af studenter fra den gammelsproglige linje. Det var nok et spørgsmål om, at linjen i højere grad afspejlede latinskolerne, der var gymnasiets forløber.

Den lærde klasses hovedbeklædning

I modsætning til i dag, hvor over halvdelen af en årgang forventes at få en gymnasial uddannelse, var det kun omkring 1 %, der tog en studentereksamen i 1903, da det moderne gymnasium blev grundlagt. Studenterhuen blev derfor båret hele året efter studentereksamen, og den fulgte gerne med videre på universitetet. Studenterhuen blev brugt som en helt almindelig hovedbeklædning for at vise omverdenen, at man var en del af den lærde klasse i samfundet.

Studenterhuens regler og ritualer

I dag er studenterhuen stadig en markering af afslutningen på gymnasiet, men huens betydning har ændret sig meget gennem tiden. Fra at være et symbol på, at man var en del af eliten, er huen nu i højere grad genstand for en række ritualer omhandlende druk, festligheder og flirteri. Nogle af studenterhuens regler går tilbage til 1970’erne, hvor det – ligesom i dag – var normalt at skrive i hinandens huer. Andre ritualer er først opstået op gennem 1980’erne og 1990’erne. Her følger en top 10 over nogle af de nyere og mest populære ritualer og studenterhue regler:

Studenterhue regler i dag:

  • Studenterhuen må først komme på efter sidste eksamen – ellers bringer det uheld.

  • Studenterne med det mindste og største hattemål giver en kasse øl til klassen.

  • Studenterne med det højeste og laveste karaktergennemsnit giver en kasse øl til klassen.

  • Den afsluttende eksamenskarakter skrives i midten af huen.

  • Studiekammerater skriver en hilsen eller autograf inde i huen.

  • Skriver en person i feltet i midten af huen, bliver denne person gift med hattens ejermand.

  • Navnet på studentens kæreste skrives ved siden af den sidste eksamenskarakter.

  • Venner eller veninder skal bide i den sorte skygge, så det sætter et aftryk – det bringer held.

  • Hvis studenten kaster op efter indtagelse af alkohol, giver det et hak i den sorte skygge.

Studenterkørsel – fra hestevogn til lastbil

En tradition, der også har fulgt landets studenter i mange år, er den festlige studenterkørsel, der går langt tilbage i historien. I 1800-tallet foregik festlighederne på hestevogn, og det var en tradition, der gjorde det muligt for omgivelserne at fejre og hylde de nye studenter.

I dag dytter og hilser de forbipasserende også på studenterne, når de kommer kørende i lastbil, men dengang var det ikke ligeså almindeligt at støde på nye studenter. Kun få unge mennesker fik sig en gymnasial uddannelse, så det var noget, der også var specielt for omgivelserne og studentens hjemstavn.

Studenterkørsel var den lokale landmands opgave

Hestevognen var almindelig helt op i 1950’erne, hvor der flere steder stadig blev brugt heste i landbruget. Det betød, at studenterkørslen ofte var en opgave for den lokale bondemand. Da antallet af studenter i 1960’erne gik opad og antallet af heste i landbruget gik ned, blev lastbilen for alvor indført og hestevognene ses nu kun sjældent.

Fra bøgegrene til bannere

I dag ser man, at lastbilerne er pyntet med bøgegrene og bannere, men det er kun traditionen med bøgegrenene, der går langt tilbage i historien. Bøgegrenene skal ses som et symbol på ungdommens frugtbarhed, hvilket også kommer til udtryk i traditionen med pigernes hvide påklædning. Man kunne i samme ombæring forledes til at tro, at bøgegrenene også har noget at gøre med, at studenterne springer ud med ny og frisk viden.

Mad til studenterfesten

Mange studenter fejrer den nyerhvervede hue med en studenterfest for familie og venner. Festen er ofte uformel og kan både være et arrangement med eller uden spisning. Vil du gerne holde et studentergilde med spisning, og mangler du idéer til mad til studenterfesten, kan det være en fin idé at lave en buffet med nogle forskellige salater og varme eller kolde retter. En buffet kan både nydes siddende eller stående, og det giver noget fleksibilitet, hvis gæsterne ankommer løbende.

Grillkød og friske salater sætter sommerstemningen

Buffeten kan bestå af alt fra lasagne og tærter til frikadeller og kartoffelsalat. Udvælg gerne dine egne salatfavoritter, eller bliv inspireret af Faktas salatopskrifter. Prøv fx en sommerlig salat med salte kartofler. Hvis vejret tillader det, kan du også tilberede noget lækkert kød på grillen for at sætte den rette sommerstemning. En citrusmarineret kål med yoghurtbagte rodfrugter vil passe godt til det grillede kød, men du kan også prøve en anderledes funky rødkålssalat med røg, passion og anis. Forbered også en kold velkomstdrink, der står klar, når gæsterne kommer. Husk at fylde fryseren med isterninger inden studenterfesten, så drikkevarerne holder sig kølige i sommervejret.

Snacks og pindemadder
– et hit til studenterfesten

Inden buffeten kommer på bordet, kan du også byde gæsterne på lidt snacks som chips, nødder, grøntsagsstænger og dip. En anden løsning på mad til studenterfesten kan også være at skifte buffeten ud med et udvalg af snacks og pindemadder. Det giver mere tid til at fokusere på lækre drikkevarer, og fungerer fint til et uformelt studentergilde, hvor gæsterne kommer og ønsker tillykke løbende. Suppler de færdigkøbte snacks som nødder, chips og frugt med hjemmelavede pindemadder og kanapeer, der også stiller gæsternes lille sult.

Find inspiration til studentermenuen her

Vi har samlet en masse lækre opskrifter her, så du nemt kan finde inspiration til små og lette anretninger, der gør sig godt til studenterfesten. Små hapsere med laks og limecreme passer fint til årstiden, og du kan variere opskriften på et utal af måder, når blot har du et lækkert brød som base. Lav et anderledes twist ved at riste brødskiverne, så du kan servere lækre tomatbruscetta med tomat og hvidløg eller bruscetta med grillede peberfrugter og maste tomater.

Hapsere og pindemadder

Til studenterfesten passer det også fint med lækker laks, og du kan enten lave en smagfuld laksemundfuld med laks og chilirejer eller en rullet version med creme og agurk. Prøv også de nemme butterdejsstænger med chorizo, der kun kræver 20 min. i køkkenet.

Når det gælder pindemadder og kanapeer, er det kun fantasien, der sætter grænser. Tager du Fakta med på sidelinjen, er det dog ikke et problem at finde studenterfest opskrifter, der både passer til studentergildet og studenterkørslen.

Studenterkagen

Som kronen på værket vil en lækker studenterkage være en passende afslutning på studenterfesten, og den vil uden tvivl falde i god jord hos gæsterne. En god idé kan være at forhøre sig hos studenten selv, som måske har en yndlingsdessert eller andre præferencer til studenterkagen. Vil du lave en kage eller nogle cupcakes, der passer ind i studentertemaet, kan du pynte kagen med små studenterhuer.

Slip kreativiteten løs

Måske har du også evner med fondant eller anden kagepynt, og så er det bare om at slippe kreativiteten løs. Beklæd kagen i studenterhuens røde og hvide farver, medmindre den studerende vælger en sort studenterhue. Du kan også forme studenterkagen som en studenterhue, hvis evnerne og kreativiteten rækker så langt.

Mad og drikke under studenterkørsel

Når studenterne kommer på besøg under deres studenterkørsel, er det også om at stå klar med både tørt og vådt til ganerne. Studenterne har tit mange stop på turen, så det vil oftest ikke være nødvendigt at stå med det helt store måltid. Rammer besøget lige oven i frokost- eller aftenmadstid, kan du godt vælge at servere nogle små sandwiches eller nemme pizzasnegle og pølsehorn, der helt sikkert vil falde i god jord. Dem kan du med fordel også servere til studentergildet.

Snacks til den lille sult – og lidt til den søde tand

Savner du mere inspiration til gode snacks og mad til studenterkørsel, vil disse wraps med tyrkiske frikadeller også stille den lille sult. Du kan bruge de samme tortillas til at lave quesadillas med røget guacamole.

Tænker du, at en lettere anretning egner sig bedre, kan du lave nogle lækre frugtfade og stille chips, nødder og grøntsagsstænger på bordet. Server evt. med et glas champagne med appelsinsaft og jordbær – det smager både godt og ser utroligt indbydende ud. Til den søde tand kan du også servere muffins, cupcakes, eller en lækker brownie med cream cheese, der nemt kan skæres ud i passende små bidder.

Øl og vand eller bobler og velkomstdrink?

Sørg også for at have lidt forskellig drikkelse klar, når studentervognen ankommer. Nogle vil foretrække en kold øl, mens andre hellere vil have en sodavand. Og så vil det selvfølgelig ikke være helt forkert at ønske studenterne tillykke med et glas sprudlende bobler eller en frisk velkomstdrink lavet på hvidvin, hyldeblomstsaft og danskvand. Et par almindelige kander vand på bordet vil sikkert heller ikke være helt dumt – især hvis sommeren viser sig fra sin gode side, og hvis studenterne skal have noget andet væske mellem øl og vin.

365avisen indeholder inspiration og et udvalg af aktuelle varer til en god pris.

FAQ om studenterfest

Hvad er studenterfest?

Til en studenterfest fejrer man, at en studerende er blevet student, og dermed færdig med sin uddannelse. Det er mest alment at holde studenterfest, når den studerende er færdig med en gymnasial ungdomsuddannelse. Et andet ord for studenterfest er studentergilde.

Hvad serverer man til studenterfest?

Det er helt op til dig selv, hvad du ønsker at servere af mad til din studenterfest. For at gøre det let kan du anrette maden som buffet – eller lave det portionsopdelt, f.eks. som snacks og pindemadder.

Hvem inviterer man til studenterfest?

Det er forskelligt hvem man inviterer til sin studenterfest. De fleste vælger dog at invitere familien, studentens venner og forældres venner. Nogle vælger også at invitere deres naboer til studenterfesten.

Hvornår holder man studenterfest?

Du bestemmer helt selv, hvornår du vil holde din studenterfest. Mange vælger at holde det efter de er blevet student, så det passer ind i familiens planer, vennernes planer og studenterkørsel.